Jeg bliver jævnligt tilkaldt som coach, når en leder eller en nøglemedarbejder er løbet ind i problemer. Det kan eksempelvis være en leder, som har fået en negativ medarbejderfeedback eller har ledelsesproblemer. Her er formålet typisk at hjælpe leder med at håndtere sine tanker og følelser omkring den negative tilbagemelding eller medarbejderudfordring samt reflektere over, hvad der kan gøres, for at opnå et bedre resultat fremover. Det er overordnet coachingsamtaler, som handler om ledelse, samspil og kommunikation.
Andre gange er det en medarbejder, som bliver tilbudt et par coachingsamtaler, fordi medarbejderen oplever samspilsproblemer med egen leder eller kollegialt. Her er det typisk leder eller HR som kontakter mig, men jeg påtager mig kun de opgaver, hvor medarbejder selv ønsker en fortrolig coach at vende situationen med. I denne type af coachingsamtaler er der ligeledes brug for at bearbejde de umiddelbare tanker og følelser, som sådan en kritisk feedback udløser. Coachingforløbet foregår typisk med involvering på først eller sidste samtale med nærmeste leder. Fokus på coachingforløbet kan være på de oplevelser, tanker, følelser og reaktionsmønstre, som medarbejderen bærer på i de konkrete relationer. Vi taler om alternative strategier og får sat ord på, hvilket ledelsesbehov medarbejderen har. Sidstnævnte bæres tilbage til nærmeste leder, som dermed får værktøjer til bedre at forstå og støtte sin medarbejder i det daglige og i særlige situationer.
Nogle gange kan der være problemer med et helt team, eller en afdeling. Her hjælper jeg lederen af teamet med et coachingforløb til at bearbejder oplevelser, tanker og følelser omkring sit team. Vi kigger på de umiddelbare reaktionsformer, som leder bærer på og inddrager perspektiver omkring gruppedynamikker og andet, som bidrager til leders forståelse af, hvad samspilsproblemerne kan være udtryk for. Vi taler også altid om leders egne bevidste eller ubevidste aktier i dynamikken, og jeg kommer typisk med forslag til kommunikationsstrategier, dialogværktøjer og ledelsesgreb, som leder kan tage med hjem og i brug.